Journalisten er ”ude i marken” og bruger sine øjne, sine ører, sine sanser. Oplever. Snakker med folk. Reportagen vil altså formidle de indtryk, journalisten har fået. I skal skrive en reportage om, hvordan elever og ansatte oplever og bruger kunstværket Aur(0)a som en del af hverdagen på Vestfyns Gymnasium.
Fag
Område
Kunstnere
Gå sammen i par, og begynd med at samle observationer på 2 forskellige tidspunkter i løbet af en skoledag, fx om morgenen, i spisefrikvarteret, efter sidste time, når der er fredagscafé e.l. Noter, hvordan de bevæger sig rundt i eller igennem kunstværket, står, sidder, spiller bold, tjekker mobilen eller på anden måde er aktive. Gør jer umage for at beskrive levende og personligt, fang detaljer, og mindst 1 situation skal beskrives og udmales dramatisk (en der er ved at komme for sent til bussen, to der krammer, en lille gruppe der griner og snakker). Er det kun hovedfærdselsåren fra busstoppested til indgang, fra P-Plads til indgang, der bruges? Gør jer også umage med at beskrive murene, linjerne, området.
Efter de første observationer bestemmer I jer for en vinkling på reportagen, og herudfra formulerer I spørgsmål til udvalgte elever om, hvordan de oplever og bruger udearealet.
Sammenhold de interviewedes oplevelse med FOS’ egne intentioner med udsmykningen, som de fremgår af filmene ”Værkets form og indhold” og ”Aur(0)a” her på sitet.
Saml jeres materiale, udvælg, skriv og rediger. Til indledning og faktaboks finder I oplysninger om kunstner og udsmykning (fx her på sitet).
Lav en overskrift/rubrik og manchet. Illustrer evt. med et foto.