I 1936 udgav Walter Benjamin et meget berømt essay, der hed: Kunstværket i dets tekniske reproducerbarheds tidsalder. Essayet handlede om de udfordringer, det skaber for kunsten (billeder såvel som litteratur og scenekunst), når den står over for nye, tekniske opfindelser og medier. Benjamin havde naturligvis ikke skyggen af anelse om de muligheder, internettet ville bringe årtier senere, men for ham og hans samtid var fotografiet, grammofonen og filmen nye medier, som var revolutionerende for den hidtidige kunstopfattelse. At skuespil ikke længere nødvendigvis foregik for og i samspil med et levende publikum, at en symfoni kunne høres hjemme i stuen, og at kunstværker kunne reproduceres i det uendelige, som det fx var tilfældet med fotografiet, var nyt og skabte debat om det, Benjamin kaldte originalens aura.
Benjamin beskrev således, at: “Selv ved den mest fuldendte reproduktion forsvinder én ting: kunstværkets her og nu – dets unikke eksistens på det sted, hvor det befinder sig.” Han mente, at der i det kunstneriske objekt er en hyperfølsom og sårbar kerne af ægthed: ”En tings ægthed er indbegrebet af alt det ved den, som fra dens oprindelse kan gives videre, fra dens materielle holdbarhed til dens historiske vidnesbyrd.” Hvis man reproducerer et kunstværk, vil tingens autoritet begynde at vakle: “Hvad der her forsvinder, kan man sammenfatte i begrebet aura og sige: Hvad der i kunstværkets tekniske reproducerbarheds tidsalder sygner hen, er dets aura.” Walter Benjamin betonede dermed det helt særlige ved et kunstværk og den særlige stemning, som det originale kunstværks opførelse eller tilstedeværelse vil bringe beskueren i, men som man ikke kan opnå ved at se på en reproduktion.
Når FOS her lægger så stor vægt på aura-begrebet, er det, fordi han ved at bygge kunstige ruiner netop leger med forholdet mellem original og kopi. Når vi står ved ”ægte” historiske ruiner af bygninger, som måske er mange hundrede år gamle, så kan vi måske mærke ”historiens vingesus” og synes, at det er vildt at forestille sig, at der har gået mennesker rundt netop her, lang tid før os selv. Det er måske historikerens parallel til ”originalens aura”. Men hvad sker der så, når man bygger kunstige ruiner? Man vil ikke mærke vingesuset, historiens aura findes ikke. Men til gengæld er det jo et originalt kunstværk, ikke blot en reproduktion af det.
På den måde går det helt nutidige kunstværk i dialog med fortiden og historien, men der findes også i værket en henvisning til fremtiden: Midt i titlen Aur(0)a er der et 0 sat ind. Dette refererer til de 0’er og 1-taller, som er fundamentet i computerprogrammering. Mens vores fortid et langt stykke af vejen består af fysiske ting som fx ruiner, genstande eller andet kildemateriale, så vil vores fremtid blive mere og mere digital og immateriel. Vi ser fx allerede hver dag, hvordan det digitale rum med bl.a. sociale medier i høj grad har erstattet det fysiske, sociale rum. I forhold til værket Aur(0)a åbner det også for nye muligheder for fortolkning, hvis vi forestiller os ruinerne sat ind i en digital verden og lader deres fremtidige historie opstå som virtual reality eller computerspil, hvor kunstværket ikke bare sætter sig ud over den imaginære fortids begrænsninger, men også den fysiske verdens grænser.
Kunstneren udfordrer altså den måde, vi går i dialog med kunstværket på, og måden vi fortolker det. Der vil desuden også være forskel på, hvordan vi kan arbejde med det, alt efter hvilke faglige briller, vi har på: Skal vi analysere dets form, indhold og kontekst som originalt kunstværk? Skal vi analysere de kunstige ruiner kildekritisk? Skal vi bruge det som poetisk eller politisk baggrund for at skrive digte eller essays?