Hvordan er værkets komposition, hvilke materialer er det lavet af, hvilke farver er brugt, og hvis der er tale om billeder på flade, vil man fx også se på, hvordan der er skabt rumillusion i billedet. Når man har at gøre med 3-dimensionelle værker som fx skulpturer, får rummet i værket en endnu mere fremtrædende betydning, ligesom skulpturelle virkemidler som fx lethed/tyngde, massivitet/hulhed, glat/ru vil være væsentlige. Det handler altså om at undersøge, hvilke synlige og konkrete virkemidler kunstneren har brugt for at nå frem til et bestemt udtryk i værket – og hvordan?
Fag
Område
Kunstnere
Gå på opdagelse i værket to og to, og lav en analyse af det. Brug de analysebegreber, I kender fra skulpturanalyse. Tag notater om værket inden for:
- Skala - hvilke forskellige dele består værket af, og hvilke størrelser har de?
- Materialer - hvilke forskellige materialer indgår i værket, og hvordan virker de sammen?
- Komposition - hvordan er værket bygget op – er det statisk eller dynamisk? Åbent eller lukket?
- Skulpturelle virkemidler - hvordan har kunstneren arbejdet med kontrasterne let-tung, massiv-hul, glat-ru, hård-blød, organisk-geometrisk?
- Rum og volumen - hvilke dele af området hører med til værket? Er græsset fx en del af det? Er mellemrummene mellem bygningsdelene en del af værket? Hvordan påvirkes det samlede værk, alt efter hvor meget man regner med til værket?
- Sokkel - hvilken betydning har værkets underlag for tolkningen af det?
Underbyg dernæst jeres iagttagelser i den teoretiske formanalyse med små praktiske øvelser:
- Tag billeder, som fx fokuserer på former, materialer og komposition
- Tegn små skitser af detaljer i værket
- Lav frottage-skitser af overfladevirkninger, hvor du lægger et stykke papir på en overflade og tegner med en blød blyant henover det, så strukturen kommer til syne på papiret
- Prøv at efterligne forskellige overflader, kontraster eller skulpturelle virkemidler med små ler-skitser.
Overvej om I ved hjælp af jeres iagttagelser og øvelser kan definere værkets overordnede udtryk. Måske kan I bruge begreberne lyrisk/dramatisk, måske er der helt andre begreber, der dækker værkets udtryk bedre. Måske kan man ikke sætte et overordnet udtryk på, men kan tale om forskellige udtryk i værkets forskellige dele.
Tag notater i portfolioen, og husk at illustrere med billeder af iagttagelser og øvelser.