Podcast om kunst på skolen

Emnet for øvelsen her er kunst på skolen. Formatet er podcast, dvs. en digital lydfil, der lægges på internettet via en digital tjeneste.

Mange podcasts laves af to personer, der snakker om et emne i et studie. De to personer kan selv trykke start, stop og eksporter fil på computeren. Det er sådan en podcast, I skal lave så godt, I kan uden et studie. I skal organisere jer i produktionsgrupper, bruge jeres mobiltelefon – og lege med formatet. Har I mulighed for det, kan jeres podcasts offentliggøres, så andre kan blive klogere på kunsten på jeres skole.

Fag

Dansk

Område

Område
Formidling

Kunstnere

Gudrun Hasle
Cai Ulrich von Platen
Jesper Rasmussen
Hvilke kunstværker fanger jer?

Tag først en tur rundt på skolen i små produktionsgrupper på 2-3 personer.

Vælg omkring 4-5 værker (en serie som fx Richard Mortensens gælder her for 1 værk), som på en eller anden måde vækker interesse eller undren hos jer, og som I derfor har lyst til vide mere om og formidle videre i en podcast til en modtagergruppe efter eget valg.

Tag notater for at fastholde jeres umiddelbare reaktioner, oplevelser og begrundelser for valg af værker. Måske er I ikke helt enige, og eventuelle uenigheder kan måske bruges i podcasten. Tag fotos af de udvalgte billeder, så I har dem på mobilen, når I arbejder videre med opgaven i trin B.

 

Idé, koncept, fokus - hvad skal jeres podcast handle om?

Det overordnede emne er formidling af udvalgte kunstværker på Grenaa Gymnasium.  Den modtagergruppe, som I bestemmer jer for, at podcasten skal have, kan eksempelvis være personer, der på forhånd er interesserede i kunst på Grenaa Gymnasium og har besøgt skolen eller planlægger at gøre det, eller det kan være de af skolens brugere, som egentlig aldrig har lagt mærke til kunsten, eller personer som i udgangspunktet hverken interesserer sig særligt for Grenaa Gymnasium eller kunst. Tilbage i klassen skal I finde ud af, hvordan I kan formidle viden om kunstværkerne, så det bliver interessant for den modtagergruppe, I har valgt.

Diskuter jer frem til en idé/koncept for jeres podcast ved at se nærmere på de værker, I har udvalgt i trin A:

  • Har de noget til fælles, fx placering, tema, motiv, stil, teknik…? 
  • Eller har I valgt vidt forskellige værker, som måske viser bredden og mangfoldigheden i den kunstneriske udsmykning på skolen?
  • Eller har I valgt værker, der afspejler, hvem I er som elever på skolen lige nu, jer selv som generation?

Formuler jeres idé/koncept i én sætning.

Produktion af podcasten

Podcast findes både som afsnit i en serie med et overordnet emne og fokus, som modtagerne/lytterne kan følge eller vælge imellem, og som enkeltstående podcast. I kan vælge at gå sammen med andre grupper om en serie med fælles INTRO (se nedenfor), som hver gruppe udarbejder et afsnit til. Eller I kan vælge at udarbejde en enkeltstående podcast.

Der findes mange forskellige formater af podcast. I skal arbejde inden for enten en multi-host-podcast eller en interviewpodcast, se tippet nedenfor. Brug en af de gode, gratis apps til lydoptagelse og -redigering, der findes på nettet. Teknikken må meget gerne være simpel, den sproglige formidling af indholdet er vigtigst - og en udfordring, da I jo ikke kan vise de billeder, som I taler om. Grundstrukturen kan se sådan her ud:
 

  1. INTRO: Teaser - Introduktion - Jingle
  2. HOVEDEMNE: Underemner 1 – 2 – 3 – 4 – 5…
  3. OUTRO: Afrunding - Teaser - Jingle

Ud fra jeres koncept/idé laver I nu et manuskript i stikordsform. For at holde styr på produktionen kan I bruge et skema, som enten selv laver eller henter her. Vælg handout 1 i højre sidemenu. Her kan I også downloade andre handouts, som er praktiske at bruge i løbet af jeres podcast-produktion.

Tip

For yderligere inspiration og gode råd, se fx

https://educate.au.dk/it-i-undervisningen/video-og-lyd/guide-podcast-i-undervisningen/
Dorte Palle m.fl.: Podcast, Dansklærerforeningens Forlag 2020

Eksempler på podcast om kunst:

Statens Kunstfond: https://heartbeats.dk/series/de-unge-vilde/
Statens Museum for Kunst: https://www.smk.dk/article/lydspor-og-podcasts/
KUNSTEN podcast: https://kunsten.dk/da/indhold/kunsten-podcast-10531
Kunstsalon VISION, Bikubefonden: https://bikubenfonden.podbean.com/

Lyt, giv respons - og udgiv

Når I har produceret jeres podcast, skal I lytte til nogle af de andre gruppers podcasts, give feedback og - hvis I har mulighed for det - gøre dem tilgængelige på nettet, skolens hjemmeside, facebook eller lignende.