Men man kan også finde eksempler på, at der findes andre betydningslag i billederne, som fx når spor af mennesker i forladte bygninger skaber en uhyggelig stemning ("das Unheimliche"), betagende former og farver ved nærmere eftersyn viser sig at være en detalje af noget meget frastødende (det grimmes æstetik), eller uskyldigt udseende genstande i et stilleben faktisk er symboler på død og forgængelighed. (Vanitas)
Fag
Område
Kunstnere
Flere af billederne i skolens kunstudsmykninger har maskiner, apparater eller andre industrielt udseende genstande og bygninger som motiv. Det gælder fx Asmund Havsteen-Mikkelsens billeder i naturvidenskabsfløjen/kantinen og Thomas Struths fotos i forbindelsesgangen ind til studieområdet.
Gå på opdagelse i disse billeder, I må gerne følges ad to og to, og prøv at fokusere på hvilke linjer og former, farver og gråtoner, lys- og skyggeeffekter, som gør disse billeder æstetiske eller interessante.
- Vælg et af disse billeder, som du synes er særligt æstetisk eller spændende i linjer, former osv.
- Du skal nu tegne en iagttagelsestegning (naturalistisk strategi) i A3-format, hvor du tegner billedet af så præcist, du kan. Brug blyant og oversæt evt. farver til gråtoner, så du får en så detaljeret tegning som muligt med mange gråtoner.
- Prøv at fokusere på de enkelte linjer/former/toner frem for på det samlede motiv. Du må gerne nøjes med et mindre udsnit af billedet, så det får et helt abstrakt præg ved kun at vise en del af motivet.
- Tag billeder af både dit valgte billede og din egen tegning, gem dem på computeren og indtegn linjer/skriv noter til, hvad der fangede dig ved det oprindelige billede, og hvordan din tegning af det virker i forhold til dette.
- Prøv nu at finde andre kunstnere, som gennem tiden har arbejdet med linjer og former, opstillinger af genstande, detaljer af industrielt design, interiører eller bygninger. (se Tip)
- Diskuter med din makker/gruppe, hvornår I synes, kunstnerne kun arbejder med form, og hvornår og hvordan der viser sig andre betydningslag i billederne, fx gennem Vanitas-motiver, det grimmes æstetik eller "das Unheimliche".
Maleri: Pieter Claesz, Frans Snyders, Vilhelm Lundstrøm, Rita Kernn-Larsen, Joan Miro, Georges Braque, Vilhelm Hammershøi, Christian Lemmerz, Anette Harboe Flensburg
Foto: Jesper Rasmussen, Wim Wenders, Edward Weston, Keld Helmer Petersen, Harry Calahan, Per Bak Jensen, Trine Søndergaard.
Du skal nu arbejde videre med din tegning fra opgave A og undersøge, hvordan billedet kan gå fra at handle om det rent formelle (form og linje) til at have et indholdsmæssigt tema, som du selv vælger.
- Du kan ændre meget eller ganske lidt.
- Du kan selv opfinde nye symboler eller blive inspireret af tidligere kunstneres symbolik.
- Du kan tegne videre med blyant eller tilføje farver, collageelementer eller lign.
- Du kan vælge at arbejde med et udsnit af din tegning, eller du kan lade din tegning være et udsnit af et stort værk, hvor du fx forlænger linjer og former (evt. elektronisk).
Afprøv forskellige teknikker og muligheder og tag billeder af og noter til din proces undervejs.