Hele vejen gennem kunsthistorien har kunstnere vekslet mellem forsøg på og ønske om at gengive virkeligheden så præcist som muligt i kunsten og at ville bruge kunsten til at udtrykke idéer eller følelser uden at lægge vægt på om ”det lignede”. Vi kan tale om forskellige kunstneriske strategier som fx en naturalistisk, en ekspressiv eller en decideret abstrakt strategi. Nogle gange har de kunstneriske strategier afløst hinanden, andre gange har de været til stede sideløbende.
Fag
Område
Kunstnere
Undersøg forskellige kunstneriske strategier:
- Hvornår og hvorfor har man gennem kunsthistorien malet figurativt og naturalistisk, så billederne lignede deres motiv mest muligt?
- Hvornår og hvorfor begyndte man at male mere ekspressivt eller decideret abstrakt kunst?
Du kan læse om kunsthistoriske perioder i en af disse tidslinjer, hvor der også findes eksempler på centrale kunstnere:
https://kunstonline.dk/kunst-historie/
https://forlagetcolumbus.dk/boeger/kulturfagfag-paa-tvaers/billedkunstbogen/tidslinje/
Eller du kan tage udgangspunkt i disse 20 kunstnere fra forskellige kunsthistoriske perioder:
Jackson Pollock, Michelangelo, Mark Rothko, Robert Raushenberg, Asger Jorn, Salvador Dali, Wasily Kandinsky, Erik Henningsen, Georges Braque, Carravaggio, Adolf Wissel, Ernst Ludwig Kirchner, Søren Elgaard, Kathrine Ærtebjerg, Jacques Louis David, Andy Warhol, Michael Kvium, Peter Martensen, Jens Jørgen Thorsen, Claus Carstensen.
Gå på opdagelse i skolens udsmykninger i mindre grupper.
- Find eksempler på naturalistiske/figurative værker og på værker med større eller mindre grad af abstraktion.
- Tag billeder af fem værker. Print dem ud og læg dem op i rækkefølge efter graden af abstraktion fra det helt naturalistiske til det helt abstrakte.
- Diskuter i gruppen, hvilke kvaliteter/muligheder/begrænsninger de forskellige typer af kunstneriske strategier har:
- Hvad er det kunsten kan med disse forskellige måder at gengive virkeligheden/følelser/stemninger på?
Du skal nu male en parafrase over ét af værkerne i jeres serie.
- Du kan vælge et af de mest naturalistiske værker og gøre det mere abstrakt (fx med bredere penselstrøg, opløsning af figurer i rene former, farver og linjer osv.) evt. i en proces, hvor du ad flere omgange gør billedet mere og mere abstrakt. Tag billeder af forskellige stadier i processen.
- Du kan også vælge et abstrakt værk og prøve at omsætte den stemning eller følelse, du oplever i værket, til et figurativt motiv, som vækker samme stemning eller følelse. Du kan fx. bibeholde væsentlige linjer/farver/former og arbejde videre figurativt med dem.
Overvej og diskuter med din gruppe undervejs i processen, hvad der sker med billedet og jeres opfattelse af det, når det bevæger sig fra den ene strategi til den anden.