Beskriv og gæt

Hvor god er du til at beskrive et billede ud fra motiv, former, farver etc. – vel at mærke på et fremmedsprog?

Og hvor god er du til at forstå andres beskrivelse – på fremmedsproget - af et billede, som du ikke selv står og kikker på? Forsøg jer med et af de billeder, der hænger rundt omkring i fællesrummene på Grenaa Gymnasium.

Fag

Sprogfag

Område

Område
Sprog og stil

Kunstnere

Gudrun Hasle
Jesper Rasmussen
Cai Ulrich von Platen
Præcis og neutral beskrivelse af et af kunstværkerne

Start med at gå en tur 2-3 personer sammen i skolens fællesrum, kik godt på kunstværkerne, og vælg ét af dem, som I skal beskrive mundtligt på jeres fremmedsprog så præcist og neutralt som muligt (tag noter til den senere fremlæggelse).

Gør jer umage med at finde de mest dækkende gloser på jeres fremmedsprog; I skal bl.a. beskrive størrelse, farver, former, materialer, teknik, motiv (brug ordbog eller liste fra jeres lærer), men afslør endelig ikke, hvor værket findes.

Tag et billede med mobilen, som I muligvis får brug for at vise de andre til næste trin af øvelsen, som foregår i klasseværelset.

Kan I gætte, hvilket kunstværk, der beskrives?

Herefter går I sammen med 2 eller 3 andre grupper og beskriver på fremmedsproget efter tur jeres kunstværk for de andre, som efterfølgende skal gætte, dvs. genkende, kunstværket ud fra beskrivelsen.

Det er vigtigt, at den beskrivende gruppe ikke afbrydes, før beskrivelsen er helt færdig, og at de lyttende grupper formulerer deres gæt og spørgsmål på fremmedsproget.

Hvis den lyttende gruppe ikke kan gætte, hvilket kunstværk der beskrives, skal I hjælpe hinanden med at finde flere og bedre beskrivende gloser ud fra det foto, som I har taget.

Der kan være flere grunde til, at I kan/ikke kan gætte kunstværket ud fra beskrivelsen. Snak sammen om det fx skyldes, at den lyttende gruppe aldrig har lagt mærke til kunstværket? Eller at der mangler vigtige elementer i beskrivelsen? Eller at beskrivelsen ikke er præcis nok? Eller at der er noget i beskrivelsen fx en ny glose, som den lyttende gruppe ikke forstår?

 

Point for nye gloser

Slut af med at give hinanden et point for hver ny glose, I har brugt i beskrivelsen.