Serie af billeder

En opgave der udforsker det serieelle i billedkunsten.

I den kunsthistoriske periode i 1960’erne, vi kalder ”minimalismen”, arbejdede mange kunstnere med skulptur i et abstrakt formsprog og helt enkle figurer, som kunne fremstilles industrielt. De kunne derfor arbejde med helt ensartede gentagelser i serielle forløb. Man har dog også arbejdet med serier på mange andre og meget forskellige måder i kunsten: Illustrationer af bibelske fortællinger på altertavler, malerier eller fotos med gentagelser af samme motivkreds, reportagefotos i serier med mange aspekter af samme emne, grafiske serier med sammenhænge eller variationer i farver, former og linjer, for slet ikke at tale om deciderede tegneserier. Det kan betyde meget for både oplevelsen og fortolkningen af et værk, om det er et enkeltstående billede eller en del af en serie.

Fag

Billedkunst

Område

Område
Indhold

Kunstnere

Trine Boesen
Asmund Havsteen-Mikkelsen
Malene Landgreen
Jørgen Haugen Sørensen
Maiken Bent
Mette Winckelmann
Dan Sterup-Hansen
Hvordan bruges serier i skolens udsmykning?

Flere af de kunstnere, der har udsmykket skolen, arbejder med serier af billeder. Gå på opdagelse i udsmykningerne og find serier af værker, som har en sammenhæng med hinanden i farver, former, motiver og udtryk.

  • Vælg en billedserie, som du synes er spændende, fordi netop det, at billederne indgår i en serie, giver dem et ekstra lag i fortællingen eller i udtrykket, og som du måske ikke ville have fundet interessante enkeltvis.
  • Tag billeder af værkerne enkeltvis og som hel serie (hvis muligt).
Hvad gør serier af billeder interessante?

Læg billederne ind på din computer og tag noter til, hvad der kendetegner billederne enkeltvis, og hvordan du synes, de virker som serie.
Find desuden eksempler fra andre genrer/kunsthistoriske perioder, hvor man bruger/har brugt serier. (se Tip)

Vis dine eksempler til en makker eller en gruppe og diskuter, hvad der gør serier af billeder interessante. Opstil sammen mindst tre kriterier for gode billedserier, som man kan holde sig for øje, når man selv vil arbejde med serier af billeder.

Tip

Minimalismen:
Donald Judd
Carl Andre
Dan Flavin
Sol LeVitt
Richard Serra
Freddie A.Lerche

Andre kunstnere: 
Michael Kvium: Fools
John Kørner: War Problems
Viggo Rivad: Et farvel
Cindy Sherman: Film Stills
Shadi Ghadirian: Like Everyday
Boushra Almutawakel
Andy Warhol
On Kawara
Theo Hues

Tegneserie:
Find selv gode eksempler, fx din yndlingstegneserie, en skræmmende tegneserie,  en elegant tegnet tegneserie, en sjov tegneserie, en politisk tegneserie osv.

Hvordan kan man arbejde med det serielle i kunsten?

Du kan enten lave en fotoserie, som viser en fortælling (reportagefoto). Du skal undervejs overveje, dels hvilke situationer der skal vises for at få historien frem, dels hvilke fotografiske virkemidler, du vil bruge for at understøtte fortællingen: Beskæring, farver, lys osv.

Eller du kan lave et værk med inspiration i minimalismens serielle princip. Du skal her tænke i gentagelse af abstrakte former, farver, mønstre, linjer og du kan male, arbejde i stof eller bruge trykketeknik.

Tag mange noter i både ord, billedeksempler, fotos og tegnede skitser af din proces til din portfolio.