Grammatik og stil

Grammatik og ordvalg kan bruges bevidst som en del af den måde, man udtrykker sig på.

Uanset om du ønsker at udtrykke dig klart og tydeligt, poetisk eller humoristisk, så kan både ordvalg og grammatik være med til at skabe en bestemt betydning og til at åbne for forskellige fortolkninger. Med sproget kan du beskrive og skubbe til kunstens betydning.

Fag

Dansk
Sprogfag

Område

Område
Sprog og stil

Kunstnere

Martin Bigum
Jesper Christiansen
Julie Nord
Kathrine Ærtebjerg
Beskrivelse med benspænd

Begynd med individuelt at vælge et værk af Martin Bigum, Jesper Christensen, Julie Nord eller Kathrine Ærtebjerg, som du umiddelbart kan leve dig ind i.

Udvælg konkrete elementer i værket. Det kan fx være situation, rum, person eller et objekt. Nu skal du beskrive delelementet på to forskellige måder fx:

  • Overvægt af en enkelt ordklasse, fx adjektiver eller verber
  • Scenisk fremstilling
  • Sproglige billeder, fx metafor, sammenligning
  • Parataktisk eller hypotaktisk syntaks
     
Tip
  • Verber (udsagnsord): Betegner en handling, en forandring en tilstand eller en sansning
  • Substantiv (navneord): Betegner konkrete ting og levende væsner eller abstrakte begreber
  • Adverbier (biord): Er ord der lægger sig til et verbum, et adjektiv eller et andet adverbium eller til en hel sætning og siger noget om det/den
  • Adjektiver (tillægsord): Betegner egenskaber ved ting, personer og fænomener
  • Paratakse: Betegner sideordnede relationer mellem ord, led og sætninger.
  • Hypotakse: Betegner underordnede relationer mellem ord, led og sætninger
Forskellige beskrivelser – forskellige tolkninger?

Herefter går I sammen i par og læser jeres beskrivelser op for hinanden. Efter oplæsningerne skal I overveje:

  • Fremgår det tydeligt, hvilke to benspænd I har valgt til beskrivelserne?
  • Hvad betyder de valgte benspænd for stilen?
  • Åbner de forskellige måder at beskrive værkerne på for forskellige oplevelser og fortolkninger?