Julie Nord lader fantasien og kreativiteten få frit spil, men holder dog portrætterne inden for det klassiske portræts tradition, dvs. at man ser en persons ansigt, hals og skuldre.
Alle portrætterne i studierummet, inklusive vægudsmykningen, udgør ét samlet kunstværk.
Julie Nord er født i 1970 og uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi 1994-2001. Hun er kendt for sine fantasifulde, figurative fortællinger på papir. Alvorlige dukkepiger med store øjne og lange øjenvipper og smukke blomsterranker med kødædende planter og grinende kranier er nogle af de motiver, der ses på hendes billeder. Det yndefulde og grufulde følges således ad. Uforudsigelige og kaotiske mønstre fletter sig i hendes kunst ind og ud af hinanden og danner myriader af fortællinger og motiver. Nogle af hendes billeder opstår som en slags telefon- eller automattegninger.