En ny bygning udsmykkes
Marselisborg Gymnasium, en gammel skole fra 1898, er blevet udvidet i flere etaper. Undervisningsbygningerne bærer præg af den tid, de er bygget i, både hvad angår arkitektur og kunstnerisk udsmykning. På samme måde ønskede Marselisborg Gymnasium, at den nye undervisningsfløj – indviet i 2015 – skulle afspejle sin samtid.
I tæt samarbejde med gymnasiet bad Ny Carlsbergfondet derfor fire kunstnere udsmykke den nye undervisningsfløj: Jesper Christiansen, Kathrine Ærtebjerg, Julie Nord og Martin Bigum. Ved at klikke på navnene kan du lære mere om dem, og om hvordan de har grebet opgaven an.
Forskellige veje til en god kunstoplevelse
Det var vigtigt for både Marselisborg Gymnasium og Ny Carlsbergfondet at vælge kunstnere, der er forskellige i deres udtryk, og at værkerne appellerer til unge mennesker uden at kræve en stor forhåndsviden for at give en god kunstoplevelse.
De udvalgte kunstnere blev bedt om at udsmykke fire åbne og arkitektonisk set ens lokaler i den nye undervisningsfløj. Tanken var, at de skulle løse den ”samme” opgave på forskellig vis, så elever og besøgende nu kan opleve kunstens mange formsprog og veje.