Skulptur og performance

I den abstrakte kunst er der ikke fokus på kunstværkers betydning eller indhold, men i langt højere grad på form og de formelle virkemidler.

Den abstrakte kunst eksperimenterer fx med materialer, farver, former og linjer, og når det handler om skulpturer, er flade, rum og taktilitet også i fokus. Taktilitet handler om værkets overflade og appellerer til følesansen frem for synssansen. Ved at gå helt tæt på kunstnerens eksperimenter og selv eksperimentere vil man kunne opnå en større forståelse for den abstrakte kunst og dens muligheder. En spændende mulighed er at understøtte udtrykket i den abstrakte kunst/skulptur med de meget kropslige elementer i en fysisk performance.

Fag

Billedkunst

Område

Område
Indhold

Kunstnere

Amalie Jakobsen
Hvordan har Amalie Jacobsen arbejdet med form og indhold i Shape Shifter?

Gå i mindre grupper ud til Amalie Jacobsens skulptur Shape Shifter. Se på den fra alle vinkler og tag billeder. Placer jer så et sted, hvor I har godt udsyn til skulpturen og lav en analyse af den, hvor I kommer ind på skala, materialer, komposition, sokkel og skulpturelle virkemidler.

Brug jeres observationer til at bestemme skulpturens overordnede udtryk og diskutér, om I synes, det giver mening at tale om et tema, en fortælling eller et budskab i en skulptur som denne.

Prøv nu at søge oplysninger her på sitet eller andre steder på nettet om, hvilke tanker Amalie Jacobsen selv har gjort om betydningen i sin skulptur.

 

Hvordan kan man arbejde med det taktile og det kropslige i Shape Shifter?

I skal nu gå fra en meget analytisk tilgang til skulpturen og til at fokusere mere på det taktile i skulpturen. Når vi taler om taktilitet, handler det ikke længere bare om at bruge synssansen, SE på og analysere kunstværker, men om at bruge følesansen, RØRE ved og mærke kunstværkets materialer og overflader og den virkning, det har på vores krop.

I skal derfor for det første røre ved skulpturen. Lad hænderne glide over flader, over kanter, over lige og buede dele. Stræk kroppen helt ud og mærk på skulpturen så langt op, I kan nå, så I får en fysisk fornemmelse af, at det er en høj skulptur. Gå ned i knæ og mærk overgangen mellem skulpturen og jorden, så I får en fysisk fornemmelse af, at skulpturen har et tilhørsforhold på netop det her sted.

Prøv derefter at stille jer i forskellige positioner, som I synes viser de former, som skulpturen indeholder. Der er selvfølgelig et stykke vej fra skulpturens glatte, tynde metalplader og til en menneskekrop, men prøv at give metalpladerne et kropsligt udtryk. Tag billeder.

Hvordan kan man bearbejde eller understøtte udtrykket i Shape Shifter med performance?

Tilbage i billedkunstlokalet skal I nu undersøge, hvordan man kan bruge dans og performance i forbindelse med kunstværker. (Se Tip) Nogle kunstværker ER deciderede performances, andre kunstnere bruger dans/performance til at understrege form og indhold i skulptur. Dette er fx tilfældet for Amalie Jacobsens værk Recursive Demarcation.

I skal nu lave en fysisk performance til Shape Shifter!
I bestemmer selv, hvad I vil lade jer inspirere af:

  • Skulpturens former og linjer, farver eller taktilitet?
  • Skulpturens indhold og betydning – enten det indhold, I selv har analyseret jer frem til eller det, Amalie Jacobsen lægger i den?

I bestemmer også selv, hvordan jeres performance skal bygges op:

  • Dans, bevægelser, akrobatiske øvelser…..
  • Handling, drama, udklædning…..
  • Lyrisk udtryk, provokation, politisk statement….

I skal til sidst vise jeres performances for hinanden på holdet, live og/eller i en filmet version, som dermed bliver jeres kunstværk.

Tip

NB: Søg under videoer på kunstnernavn + ”performance”
Yoko Ono (fx Cut Piece)
Lilibeth Cuenca Rasmussen
Franko B (fx. I Miss You)
Marina Abrahamovic
Uwe Max Jensen
Allan Kaprow (fx 18 Happenings in 6 Parts)
Jens Galschiøt (fx. Naked in Burka)
Amalie Jacobsen